KAPITEL XLVII

Men Ragna kom ikke — selv om hun var sulten.

Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa i Hjemmet — næsten for meget.

I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske" Ornamenter — det saae ligefrem ud af Noget.

"Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen."

Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe, navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget, fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. — "Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting! — Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!"

"Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men det vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte "Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun kunde lade ham vide, at han manglede Energi.

Holst var hendes Trøst.

Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen: "det er saa uselskabeligt," sagde han.

Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham Bestillinger — som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod — og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig.

— "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser — prøv det en Gang!"

Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. — "Vil Folk kjøbe et Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han.

"Ja, det kan de," indrømmede Holst, "men det gjør de sgu ikke!"

En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort. — "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun.

Men det blev han som ude af sig selv over.

"Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har min Kone i det Hele at drøfte med ham! — Julekort! Troer Du, jeg vil stykke min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste Kirker — nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!"

Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide, hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at besøge hende.

Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul.

Han brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, naar han havde Lyst.

Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens Udeblivelse, at sige:

"Vær Du glad ved det, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte Buxer, naar Saluten var gaaet!"