KAPITEL XII

En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit Kontor, Ragna ligeoverfor.

— "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.

"Nei — der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.

"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At det skal være min Søn! — Og Moder!"

"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."

"Aa, Asylselskabet! — Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste Rangklasser — eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige protegerer, det gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. — Har vi faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"

"Nei, endnu ikke."

"Ja, vi maa have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"

"Hvad vil det sige?"

"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"

"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende — meget bedre end den, hun har — og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."

"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg — men det kan jeg alligevel ikke!"

"Hvorfor ikke?"

"Nei — nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var ganske vist en stor Kjeltring — meget større, end Nogen aner — men alligevel — nei, det kan jeg ikke! — Jeg er ikke overtroisk, men Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok ønskede, jeg kunde det. — Nei, man har dog Samvittighed — og Hjerte — men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager — meget dyrt! — Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"

"Har Du?"

"Ja, kjøbt og kjøbt — Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn — naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler — Holst, hed han — og saa gik jeg igaar op til Fyren — han har Værksted henne i Grønnegade — og ledte mig et Billede ud. Det er ganske livligt — her skal Du se, det staaer der! — Er det ikke meget net? Den gule Postvogn og Postillonen — man kan strax se, hvad det skal forestille!"

"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.

"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen — det vil glæde din Moder!"

"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa Sophaen."

"Saa? — Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed ogsaa, der er en Fugtplet der i Muren, som ikke vil gaa bort — det er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."

"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og saa taltes der ikke mere om Billedet.

— Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold til.

I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar — det var omtrent det Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne selv en Pariakaste — Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge paa Labben.

— Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.

Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader var Maler — Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der hang fuldt op af Studier, og Veninden — Datteren — kjendte dem alle udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig den, hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var tydelig nok stolt af sin Fader — stolt af at have netop en Kunstner til Fader.

Den Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade — om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap klar over selv.

— Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.

Saa kom Posten.

"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene. "Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"

— "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen benævnedes.

"Ja, jeg holder nu af Tanterne, og de af mig," sagde Ragna.

"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.

"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae noget Svar.

— "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende her i de Dage — han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og ærgre sig og være ondskabsfuld!"

"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.

"Er det maaske min Skyld! — Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne er under Opseiling!"

"Vennebjergerne" havde saa at sige tilbragt hele Livet — de var nu om ved de Halvfjerds — paa deres Fødegaard.

Den Ene hed Hanne, den Anden Sine.

Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og den Anden saae for dem Begge — de mindede i saa Henseende om Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de skiftedes til at bruge.

Forresten havde de et Jernhelbred — "Nerver af Staaltraad," sagde Grossereren — forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i Grunden dem, der var det.

De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske det Samme omtrent paa samme Tid — det vil sige, Sine, der ikke hørte saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og "Tanterne mener".

De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som deres Fader havde drevet den — fordelagtig var Driften neppe.

Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.

Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. — "Ragna, hende kan man stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.

At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet der, er en Selvfølge. — "Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de — men kom de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var, og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne forarges over det hjemme paa Gaarden — det gik de lange Aftener saa godt med.