KAPITEL LIII

— "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er det ikke Posten?"

"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!"

"Er det Smedekonen?"

"Nei, det er det ikke — hun har rund Hat paa! — Jeg troer, saa min Sandten, det er Ragna!"

Og det var det.

— "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et deiligt Barn, Du har! — Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! — Og hvor er din Mand?"

Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet forlade ham, fordi hun ikke kunde blive, men bad dem forresten gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre.

"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og hjem igjen — vi har ingen Fraskilte i vores Familie!"

Ragna brast i Graad — "den ranke Frue" var som et knækket Rør.

"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og saa jager I mig bort!"

"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene Umennesker er vi da heller ikke! — Sikken en Skurk han maa være!"

"Nei, det er han slet ikke, Tante!"

"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!"

"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig ikke noget Ondt om Hans — det bedrøver mig jo kun!"

"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien — men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke Mennesket! — Kom nu med indenfor!"

Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var, kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde.

Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst.

Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge, instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna maatte aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul!

— Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt til en lovformelig Separation.

Det Brev svarede hun ikke paa.

Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften — han var ude forat skyde Ænder.

— "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen."

Og Holst kom.

I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden; Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!"

— "Ham kan vi ikke lide!" sagde Tanterne.

Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i Trompeten til den Døve.

— "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden — saadan gaar det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder uden Barnet — saa meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for tale til hende, det kan gjøre Ondt værre!"

Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun var udenfor med Barnet.

Tredie Gang kom Holst.

— "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "Mig er det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde.

— "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst, listede de sig begge To efter dem.

"Hvor blev de af?" spurgte Hanne.

"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg — jeg kan se dem gjennem Buskene!" svarede Sine.

"Kom saa — men forsigtigt!"

— "Kan Du høre, hvad de siger?"

"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!"

Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de Gamle med Forfærdelse — saa vidt havde dog Ingen af dem troet, det var kommet!

— "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen, saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken Elleve!"

Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!"

— Tanterne holdt Krigsraad.

"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne.

"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine.

"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?"

"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!"

"Ja, hvad da?"

— "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan han jo gjøre, hvad han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er ham, der er løbet fra hende, saa noget Hensyn skylder man ham da!"

"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!"

"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget usikkert Noget: vi maa telegraphere."

Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg saalydende:

"Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes."

Hanne og Sine.

Telegrammet blev afsendt — det var første Gang i deres lange Liv, at Vennebjergerne havde telegrapheret — og hele næste Dag ventede de to Gamle Duborg, men han kom ikke.

"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har vi i alt Fald vores Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om han ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil vi!"

Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; det kunde der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var borte.

Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud, han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort — i Retning af Hovedlandeveien.

Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet paalidelige Efterretninger.

"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller ogsaa har man det ikke — nu kjører vi ind til hendes Forældre og derfra til hendes Mand, saa maa de tage Affaire!"

Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens Gaard.