KAPITEL XLII

Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser.

Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt stod vel til.

"Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt, og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom saare beleiligt.

Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa Visit hos Fru Lund.

"Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset.

"Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa have sjeldne Forældre!"

"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i Tide, var han endt i Forbedringshuset!"

Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken, og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde, kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder Lille-Juleaften — Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags Morgen.

Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede, at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen.

"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!' Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!"

Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i den dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet, efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret, kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med.

"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham har I da ogsaa mere Nytte af!"

Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand — d. v. s. til at være borte fra Hovedstaden — og den kjærlige Fader haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere ham Vennebjerg.

Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog med sig i Theatret — i første Parket.

Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det store, endnu kun halvt oplyste Theater.

— "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa sad vi der allerøverst oppe under Loftet — er det ikke bedre?"

Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads.

"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne, "men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre, lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening.

"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo.

"Nei, er det Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer iaften og seer Marie?"

Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa han maatte tysse paa dem.

— "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen — mod al Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn havde den første Replik.

"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. — "Ja, det er hende!"

Efter Eskimodansen klappede Søstrene for, som var det Banketræer og ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som om han ikke kjendte dem.

— "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien.

"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede Sine.

"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo.

— "Veed Du, hvad jeg vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige saadan Noget som Cadet eller Søofficeer.

Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde jeg ogsaa!" hvorpaa Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et ungt Mandfolk ikke var det.

Saadan endte den bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov.

— Næste Dag var de hos Mille Buxbom.

De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende, der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie.

Da de kom op paa Kvisten, traf de der til deres Forfærdelse to rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik.

"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?"

Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til — det var saadan et Par velsignede Mennesker — og de talte sammen, og de drøftede aandelige Ting sammen o. s. v.

"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske, nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke Dig med Vievand — fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! — Ja, skulde Du skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!"

Omsider forlod de, til Milles store Lettelse, Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes Moder og saa til Faderen. — "Om det var sandt, hvad de havde hørt, at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" — Jo, det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i det, han sad for. — "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de, "men derfor kan han jo gjerne have været uskyldig!"

Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer.

Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være Tale om at fortsætte Skolen.

"Hvad hun da saa havde tænkt paa?"

Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og —

"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler vi! — Se nu blot at finde et passende Sted!"

Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem.