KAPITEL XLIX

Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos Duborgs: Mille Buxbom blev ikke i Vingaardsstræde.

De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun maatte flytte, og det mente ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt opsøgte hende, hvor hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private Kaffe.

Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens forskjellige Kvarterer.

Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. — "Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i Lommen — det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede hun strax, at hun vilde bort. "Den Historie ønsker jeg dog ikke at overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød — nei, Tak!"

Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted.

— "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver Gang det banker — De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den der" — hun pegede paa en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas. "Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter Guldfiskene — de var ikke til at holde ud at have i Længden — og den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. — Aa, vær saa god at sidde ned — nei, i Lænestolen — ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!"

"Hvem?" spurgte Terndrup.

"Min egen Læge, den velsignede Mand! Han har fundet ud af, hvad tre andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han, og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende at vide, hvad det er, man feiler."

Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa Lænestolen.

— "Naa, har De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte Terndrup.

"Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man har Klokkerne der paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer, som logerer der — ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man hørte dem. — Der vil jeg hen!"

"Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det — men prøv paa at holde ud der et Par Maaneder!"

"Et Par Maaneder — hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten — vil De huske det, hvis han skulde glemme det?"

"Det skal jeg!"

"Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med Dem om: De veed jo, at Marie skal confirmeres nu?"

"Ja, hun skal jo saa."

"Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe — med Bur, naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!"

"Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!"

"Naa, ikke — nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en Gave ved saadan en Leilighed. — Ja, saa troer jeg, jeg vil give hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica."

"Ja, gjør De det, Jomfru!"

— "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?"

"Udmærket! — Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. — Farvel Jomfru!"

"Farvel, lille Terndrup! — Og husk saa angaaende min Begravelse, at Be'emanden veed Besked! — Farvel!"