KAPITEL XXII

Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.

Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i Dagligstuen.

Der tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.

Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i, rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa — først uden egentlig at se rigtigt paa hende — at tegne Omridsene op paa Lærredet med Kul.

Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende — ikke fordi hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende — men han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa Lærredet — det var ikke til at holde ud.

Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa skraa og udbrød:

"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"

Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske, som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig var irriterende.

— "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.

Næste Dag gik det allerede bedre.

Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa Studierne, og han begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation, der dog hurtig døde hen igjen.

Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.

"Er det mig, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.

"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu! — Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"

"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard der — er det ikke?" — han pegede paa en af Holsts Studier.

"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! — Skal Deres Billede — det, De nu maler paa, udstilles?"

"Det skal det vel nok — hvis det ellers lykkes."

"Hvorfor skulde det ikke det?"

"Aa, man veed jo aldrig iforveien —"

"Det maa man da vide! Naar man overhovedet kan male, og man sætter al sin Energi ind paa Arbeidet, saa maa det jo blive godt!"

"Nei — nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og der blev en længere Pause.

Ragna hvilede — efter hans Opfordring — nogle Minuter, skjøndt hun erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:

"Har De malet det?"

"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.

"Det er altsaa en Model?"

"Ja, det var det — hun var fra Capri."

— "Var det nu virkelig — ja, jeg mener en anstændig Pige?"

Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige — nei, det mente da Duborg ikke, det havde været.

Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:

"Hvorfor bruger Kunstnerne dog den Slags til Modeller — hvorfor er det ikke Damer?"

"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer fra til at staa for det Hele?"

Og saa spurgte Ragna ikke videre.

— En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde han ikke mere for den Gang, det gik ikke.

"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.

"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."

"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger Correspondancen lige til Middag!"

"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst end med Bogholderi."

"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! — Mal nu blot: De har mig en halv Time endnu!"

"Nei, jeg kan ikke idag."

Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig Tid — Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.

— "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der var gaaet en Ugestid.

"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver fra den Skizze der" — han pegede paa Capripigen.

Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en bestemt Forudsætning, at Billedet ikke maatte ligne hende, men ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model — rimeligvis en fordærvet Pige — skulde ligesom give Personlighed til Billedet — hendes Billede, for det var og blev det alligevel, følte hun — hendes og ingen Andens.

Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.