KAPITEL LVII

— I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien. Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod det.

Det lød saadan:

Min egen, kjære Marie!

Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.

Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter nu kunde se Dig ind i Øinene — eller maaske slaa mine Øine ned for Dig! — Men det er jo umuligt — og komme hjem uden at have skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.

Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at Du holder af mig — hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte — og jeg holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden — det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele Verden, jeg vilde have til Kone — hvis Du da ellers vilde have mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira, men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at skrive det — og Du vidste det vel ogsaa iforveien.

Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer det.

Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og jeg var med. Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa Dig, og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.

Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme — Du kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem, som jeg dansede meget med. Hun var kjøn — det vil sige, det syntes jeg igaar — og hun var venlig og indladende og alt Muligt. Jeg maatte tale om Dig med et Menneske — netop fordi Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med — og saa fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart jeg kom hjem — det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed — kun Fornavn naturligvis — og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie, Marie, Marie" — og det lød meget kjønnere end hele Balmusiken.

Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan bære sig saadan ad.

Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men det var hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i Øieblikket tog for gode Varer — jeg havde jo ogsaa drukket en hel Del iskold Champagne, og varmt var det — noget Sludder om, at her i Vestindien var hun min Marie, og at hun skulde erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.

Jeg tænkte paa Dig, men jeg tog hende i mine Arme.

Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen skulde jo rigtignok helst have været en anden.

Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre — saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen — for med Fader maa man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.

Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!

Din Poul.

Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin Lykke til.