← Table of contents
Absalons Brønd

KAPITEL XXXV

Reading edition

Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.

Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og gule Handsker — dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons Kirke med.

Fru Lund var sortklædt som altid — hun kunde, for den Sags Skyld, gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være — pibet og strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.

Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad der, at hun, Mille Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede Hovederne om efter Fru Lund.

Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af Selskabet — man fandt det langtrukkent og higede kun efter "Conservatoriet".

Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act, udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit, at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund tørrede bevæget Øinene.

Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af hele tre Kavalerer — det var ikke det mindst storartede ved den uforglemmelige Aften!

— "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.

Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.

"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her — jeg har ikke Influenza!"

Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke det Forslag vandt Holsts Bifald.

"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries Debut skal feires med Vin, for sød var hun! — Vi kan jo gaa hen i Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "der faaer man en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"

Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald han ikke kunde nøies med at drikke, han maatte have Noget at spise, men Holst afviste enhver Indvending. — "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De have Noget at spise — troer De, jeg vil faste! Kom blot med!"

Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden — fra den Tid, da baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik hen og drak en halv Flaske Vin.

Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille, daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker, og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe, mørke Kjelder, hvor Fadene laa.

Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak — mest Portvin — røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord — det var tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.

Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:

"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"

"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte, forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet, tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to Ansjoser og en Kile Eidammer Ost — det var, hvad Ankjærs Vinstue bød — og rimeligvis i Menneskealdere havde budt — af Aftensmad.

— "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.

"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"

"Men Vinen!"

"Ja — er den ikke noget sur?"

"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! — Det er et rent Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens man har den! — Aa, hvor den smager!"

"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.

"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det — hvor Mange gjør det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig af at have Grød og Vælling til Livretter — som om det var noget Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex. Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! — Aa, mærk den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men saa demokratisk, at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var jeg enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde: Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer — til Folket er det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere — ikke blot det velhavende Bourgeoisie — her for en rimelig Pris kunne gjøre sig til Gode — se, det kalder jeg en demokratisk Idee!"

Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.

— "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig, "jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"

"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.

"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.

"Meget skriver han ikke," svarede Holst, — "Skriveri har nu aldrig været hans stærke Side — men de er raske begge To, og han har faaet et Par Bestillinger."

"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings