KAPITEL XXXIV

En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom — han maatte endelig komme strax, blev der sagt.

Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu endelig var kommet til Byen. — Det var rigtignok ikke som før, sagde hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller og Router — men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end Thevand og smaa Tvebakker — Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret," fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og altid høihalsede — det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan vel gaa lige op, tænker jeg. — Men et deiligt Herskab er det!"

Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad hun vilde.

Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet — Fanny i "Conservatoriet" — og Balletten skulde gaa første Gang paa Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin egen Marie.

Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien, og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:

"Maa jeg have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"

"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket. "Det var rigtignok pænt af Dem — men De gaaer da selv med?"

"Aa, jeg veed ikke —"

"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere Dem!" sagde Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om, at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa omsider Lov at gaa.

Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien — der tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.

Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede, hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.

Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa med — de satte Begge megen Pris paa Balletten.

"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele den nyere Literatur!"

Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". — "Der er festivitas over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem til Skjønhed en Gang imellem. — Jeg glæder mig til paa Onsdag!"