KAPITEL XXV

En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.

Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel bekjendte Grosserer Lange". Det tiltalte naturligvis den for offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han, til en Begyndelse, ædende gal.

"Min Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have været min Alderdoms Forretningsstøtte — Julius er umulig, og Poul vil være Søofficeer — nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"

Grossererfruen var glad, lige rent ud glad — hverken mere eller mindre — over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand syntes hun, at hendes Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.

Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En at være Svoger med — det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden — og Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham, paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.

Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt han jo ikke ubetinget var nogen elendig Karl.

Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa mærkelig, som om Trifolium resupinatum virkelig skulde være funden i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var de Bedste af Familien.

Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup — det skulde naturligvis staa i Garnisons Kirke — og lovede paa Forhaand Jomfruen en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af den Slags.

— "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille Buxbom ganske umotiveret.

Ja, hvad sagde Vennebjergerne?

De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.