KAPITEL XXXII
Reading edition
I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.
I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog ordnet, og den store Dag oprandt.
Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele storartet.
Efter Vielsen Middag i Hjemmet — Madam Siegler omtalte senere altid med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen paa Skydebanen.
Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa — men han havde faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at holde Tale.
Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af — han, Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform — han var da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper, Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer — Du kunde bruges til at ride Fastelavn ind, hvor det skulde være!"
Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.
Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen ind til daværende Grosserer Lange — Grossereren nød Ordet "daværende" — og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante — ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige: han havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose — et Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!
Lidt efter Middagen brød Brudeparret op — de skulde reise sydpaa med Ottetoget.
Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver, saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:
"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er tom, bides Hestene, Børn — ja, de gjør saamænd! Men det kommer jeg nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"
Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og sagde til Ragna:
"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder — men det har f. Ex. jeg! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er ham, og ikke f. Ex. mig, De iaften reiser ud i den vide Verden med — Levvel!"
Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:
"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"
Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:
"Hvor kan jeg tænke paa det! Jeg er kun opfyldt af, at det er med Dig, jeg reiser!"