KAPITEL XXVI

Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren meget ubeleiligt.

Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der jo Flere med.

For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om, at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne — og navnlig ikke vilde more sig — foreslog han det ikke.

Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet — den gamle Grosserer var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke, aldrig i Kjole — vistnok nærmest forat drille Sønnen.

Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener — den ene af dem om Halsen — der var Directeuren for det amerikanske Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og Berner.

Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet Svar end et medlidende: "English fashion"!

Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.

De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet — det hed "Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller nogen Kilde — gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst Bygningen og Haven.

Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig havde Udtryk som en soigneret père noble fra en Scribe'sk Komedie.

Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og smilede.

Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid, luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.

Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle og være behagelig mod Alle — han drev det endogsaa til i Grossererens Paahør at rose de to Familieløver — og Berner, hvem Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.

Middagen var udmærket, og Champagnen — fortræffelig frapperet — flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte — endnu kortere — for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring, for den gamle Grosserer — han fordrede nemlig, at der altid skulde henvendes en speciel Tale til ham — og saa vidt var Alting gaaet godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium, hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det Væsentlige gik ud paa, at den Mand maatte misundes, der ledet af Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie som Grosserer Langes.

Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde rolig ved.

Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste sig — Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.

"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at befinde mig — og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven Duborg er lykkelig — jeg kan se det paa ham! — og han har jo ogsaa forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende Pige, han har faaet sig til Kjæreste og — rimeligvis — senere vil faae til Kone. — Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! — Men er der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner som Duborg har indforlovet sig og — rimeligvis — senere agter at indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe Malerier — det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! — og endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige Privilegium imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og Herrer — jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt — et Leve for Kunsten!"

Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer fornøiet smilende til Sønnen:

"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille Jesper! — Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke saa godt mere!"

Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet, lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at sige:

"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses — jeg er ogsaa anløben, men jeg kan ikke pudses — det er hele Forskjellen."

Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven forat drikke Kaffe og ryge Cigar.

Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.

— "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds! Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under Vinløvet og seer over til Capri — men vi har ogsaa et Capri: Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og Fredsven — Gudbevares! — men Middelgrundsfortet, decorativt seet, er en afgjort Vinding for Sundet — her er vidunderligt!"

Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede forholdsvis neutrale Emner.

En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til Oppositionen, udbrød pludselig med den beherskede Lyrik, der kommer til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, det er et Land!" og saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham nærmest; "De vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"

"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da egentlig ikke om."

"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"

"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."

"Nu har jeg sandelig hørt det med!" raabte Directeuren. "Hvad forstaar De ved en Aandens Stormand, Høistærede?"

"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner. "Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."

"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"

"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "Den er ualmindelig god! — Nei, seer De, Edison er fingernem, og —"

"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet ud.

"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg, men —"

"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.

"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme, hvad enten Edison havde existeret eller ei!"

"Amerika — Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg siger Fremtidens Land, mine Herrer!"

"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men det hjælper da ingen af os. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til for at skabe en Gentleman, og er det sandt, kan man vel nok gaa ud fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende, at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført mod Europa, var Røvertoget mod Spanien — og det var de oven i Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"

"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler over!"

"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.

"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af 'Police Gazette', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at bygge Cycler!"

"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex. at Yocobora —"

"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds Folk!" afbrød Directeuren ham.

"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.

"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"

"De er endnu kun Indbyggere."

Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.

"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og han kliner sig op ad ham — giv en amerikansk Millionair Udsigt til, at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i Medgift!"

"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret, og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger, hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde opfanget et Par af de sidste Ord.

"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"

Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige Talemaader og i den Velvillie, der følger med at have spist og drukket mere end absolut nødvendigt.

Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue, skyllede klirrende ind mod Bredden.

— "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.

"Aa, hvad Herregud — Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.

"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.

Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.

— "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle de Andre er som han, og alligevel — alligevel har han lidt — ganske lidt — af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok, naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."

Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet, gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"

Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.