KAPITEL XXIX

Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By.

Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden deres Forundring.

Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens Musæum eller Frue Kirke.

Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen.

Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de afsides, lidet befærdede Pladser.

Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med "Souvenirs de Copenhague", og i Boghandlervinduerne er det Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer Markedet.

Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af Prospect-Brevkort.

En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger mellem de slidte Gravsten — "Slægt skal følge Slægters Gang!"

De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist — man faaer Fornemmelsen af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme: i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché — diplomatiske Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke; Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi: Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide — hvide af Uniform og hvide af Støv — og Officerernes Ansigter seer ud som kogte Krebs med lyst Overskjæg.

Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro — Tivoli haaber paa Tørveir, Circus paa Regn — og atter Andre tager i Skoven, til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. — Men Smaafolk! Hvor er de henne?

Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race, ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl.

Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer tversover Gaden, Børnene leger — der er saa mange, at de synes at gro op ad Brostenene — fede Mopper døser med gispende Tunge, og en Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende Forretninger.

Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, der foregaar ogsaa en hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og — fremfor Alt — til Fællederne.

Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de frembyder! — Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben — Garde, Infanteri eller Husarer. — Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den gulgrønne Flade. — Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans, skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om de medbragte Madkurve — Mand, Kone, Børn og Hund — og ligger paa Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god, lille Dreng ude paa Landet — det fredelige, stille Land, Barndommens tabte Paradis.