KAPITEL XXIV

Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.

Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han sig gnavent med, at han da ikke var den Eneste, der sløiede den af, for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.

"Vaas!" svarede Grossereren.

En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa tilbage noget før Et — nei, Ragna var der virkelig ikke!

Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og det gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et Par Dage efter kunde meddele Faderen, hvor det var, hun gik hen, men hvad hun bestilte der, det vidste han rigtignok ikke.

Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man udspeidede hendes skjulte Skridt.

Forholdet mellem hende og Duborg havde noget skiftet Characteer.

Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund — navnlig ladylike.

Og han var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre ham tale — sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte Ord — som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun vidst, hvad Begeistring — stilfærdig men glødende Begeistring — var; nu fik hun en Anelse om det.

Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.

— Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde — han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun ikke var til Stede — og skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det allerede var et Hele — Morgenstemningen aandede ud af det.

En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.

Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var Hovedet, han havde malet paa, og — hun tog ikke feil — det var hendes Træk!

— "Skal det Billede udstilles?" spurgte hun.

"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før gjort Noget, der var saa godt."

"Men det er jo mig — mit Ansigt!"

"Ja, det er det nok blevet — det er saadan kommen ganske af sig selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede, der kan passe ind i det Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."

"Men De lovede jo bestemt, at —"

"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have holdt, hvad jeg lovede — dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang Afstand, maa De huske."

Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over, hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende kun indigneret og overlegent, fra hende:

"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er selvfølgelig ikke bindende — end ikke overfor en Dame — hvis blot hans Kunst — eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme — kræver, at det brydes! Men det Billede skal ikke udstilles — forstaaer De mig! — Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til selv at kjøbe det."

I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.

"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.

"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler — Du er maaske Model — eller har Stævnemøder — hvadbehager?"

Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu, som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han op paa Grossereren og sagde roligt:

"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af Vennebjerg efter den Skizze — hun vidste, at min Ven Holst havde malet derude."

Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende, hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:

"Her er en Mand, der holder af mig — og jeg holder af ham!"

Saadan blev Duborg forlovet.