KAPITEL XXIII

Holst kom uventet en Dag til Byen.

Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det Grønne.

Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg sig omtrent i Veien for ham.

"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig selv! — Har Du Damebesøg?"

"Nei, det har jeg ikke, men —"

"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder — ja, var det mig, der var alene i Byen, det var en anden Sag! — Vil Du saa behage at flytte Dig!"

Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.

"Naa, saa det var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt at male — maa jeg gratulere! — Og det tegner jo ligefrem udmærket: det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme — det er Noget, jeg forstaaer mig paa! — og hele Skikkelsen kysk og jomfruelig — hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"

"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.

"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"

"Det er en Dame."

"En Dame! — Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! — Men hvem er hun da?"

"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"

"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog —"

"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."

"Naa saaledes! — Ja, jeg respecterer din Discretion — naturligvis — men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet — om det er med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være den lykkelige!"

"Hun er slet ikke forlovet, det jeg veed," svarede Duborg og blev umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."

"Og de Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo umuligt! Saa maa Ingen have seet dem — men det er jo ogsaa umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at vise sig høihalset — sig det til hende fra mig!"

"Gud veed, hvor Du gider!"

"Ja, Du har da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i Kjøbenhavn? — Ikke engang det! — Du er jo umulig! Den Slags Ting fortæller jeg altid unge Damer: mig er det en Lettelse at sige det, og dem fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed det!"

"Er Du snart færdig?"

"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! — Men forat komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af Morgenstemningen i den store By, der vaagner — Du veed, jeg elsker den tidlige Morgen — theoretisk i alt Fald — Morgenens Friskhed repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og —"

"Vrøvl! — Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit Vindue op," indvendte Duborg.

"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde kunstnerisk Umiddelbarhed!"

"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"

"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker det! — Men godt bliver Billedet sgu alligevel — og det er egentlig det irriterende!"

Lidt efter gik Holst.