KAPITEL XV

Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed.

Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne Herrer.

Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid, og unge Piger "hjælper" hinanden med — til Kræmmerens Fortvivlelse — at vælge Julekort.

Godstogene bringer hele Ladninger af Graner — Skoven kommer til Byen — og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der damper i Spølkummen.

Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker, og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt ud paa den hvide Sne — det er Noget for Holst at se paa!

Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.

Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i skrigende, giftige Farver — tænk, hvilken Herlighed! — Hvad bruges der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der ikke med!

Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een Gang falden ned ad en Trappe men slap — mærkeligt nok — med kun at brække Kravebenet.

Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og af Madam Siegler.

Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er udsolgt — baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens — Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra den gaaer de hjem til Berner — det er en fast Regel.