KAPITEL XLVI

Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke for langt borte; helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt vilde han ikke give.

Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa omtrent, hvad han søgte.

Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt, men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret.

— "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, jeg vilde ikke bo her — det er mig alt for langt borte fra det rigtige Kjøbenhavn — men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om Campagnen — kun at her er meget kjønnere — og saa gaaer det nok!"

"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have, Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren — ikke det fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!"

Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det alligevel ikke ret meget.

Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled, og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det voldte nogen Vanskelighed at enes om, hvor Stykkerne skulde anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden.

Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter den lange Adskillelse, og Duborg var — i alt Fald til en Begyndelse — temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke hjemme — han studerede stadig til Agrar — Poul var efter Duborgs Mening saa frisk og saa kjøn, at selv han blev i godt Humeur ved blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt som muligt med hinanden.

Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot været det, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I flere Maaneder havde han øvet sig — høit — inde paa Kontoret, og hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde Begyndelsen: "¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!" udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora!

Dette hang saaledes sammen.

Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora — ligesom i de andre mellem- og sydamerikanske Stater — været to Partier, der skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule" og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde" Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg.

Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand, var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef, der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede Haandgribeligheder; men hvad han ikke vilde, det vilde hans fyrige, spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i fuldt Firspring over ad Præsidenten til.

Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident.

Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte ikke Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den fyrige spanske Hingst. — "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare.

Den fyrige Hingst blev imidlertid — indirecte — ogsaa Skyld i noget Andet.

Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig — skuffet over endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste, for ved den havde han dog nogen Udsigt til engang at brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud.

Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei, der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære, foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne — saa længe kunde hun jo nok være borte fra Hjemmet — og for det Arbeide have et ret klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind paa — han havde jo udmærket Brug for Datteren — og ved Kaffen kom han frem med sit Tilbud men — rimeligvis paa Grund af de inden- og udenlandske Ærgrelser — under en saadan Form, at det nærmest lød som et Løfte om fast Almisse.

Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at hans Kone ikke skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene Penge, han, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin Kunst.

"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren. "Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, De kan ernære en Familie med Deres Pensel — hidtil har De jo levet af det, som et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu — nei, havde De ikke mig i Ryggen, saa sultede De!"

"Men Fader dog!" raabte Ragna.

"Ja, jeg mener, hvad jeg siger — men Du kan jo ikke gjøre ved, at din Mand er en Pjalt!"

"Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der fornærmer min Mand, fornærmer mig — ligegyldigt, hvem det er — og i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!"

"Naa, Du er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min Pige! — Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende.