KAPITEL XLV
Reading edition
— Tiden gaaer.
Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder.
Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter stadig Pensionat og stadig Husdyr.
Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det kongelige Theater og seer der, hvor Marie danser sig større og smukkere — seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og paa alle Andre med.
Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens Knaphul begynder at gabe efter et Baand.
Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver; han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor hans Lov og Ret!
Men Duborgs!
Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner:
"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?"
"Nei!"
"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!"
Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem.
Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle Mødre. Men Duborg — ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham, lege for ham, røre Vuggen og smaasynge — ganske uden Stemme — han bestilte til Tider ligefrem ikke Andet.
— "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit Arbeide!"
"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se paa Drengen," svarede han.
"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden Jul!"
"Det kan det vel ogsaa blive — og bliver det ikke færdigt, saa maa han vente."
Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. — "Men Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!"
"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!"
"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!"
"Det kan man vænne sig til!"
Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa Skjødet.
"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan — en ren Madonna!"
Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og det var med et fornøiet Smil, hun svarede:
"Aa, Pjank, Hans!"
"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal nok faae sit Billede, men før jeg har gjort det færdigt, vil jeg male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med Drengen paa Skjødet!"
"Aa, hvad!"
"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for det er et Motiv, jeg synes om!"
— Og Billedet blev godt.
I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort.
— "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først og fremmest naturligvis for Drengen —"
"Og for Dig selv!"
"— men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt Romerminde hjemme i Kjøbenhavn."
"I Kjøbenhavn?"
"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret."
"Hvem siger det?"
"Det har Du jo sagt!"
"Naa, ja — men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange."
"Men jeg ombestemmer mig ikke, Hans, og jeg har bestemt at reise hjem i April — sammen med Drengen naturligvis."
"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?"
"Længes Du da aldrig hjem?"
"Nei — ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er — Du veed nok, jeg sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov."
"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og ordentlige Kakkelovne og —"
"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan man da ikke tænke sig at have i en Stue!"
"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og —"
"Klipfisk!"
"Ja, ogsaa det! — Du har ingen Forældre, og Du har aldrig havt Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler mig saa meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den igjen — kan Du ikke?"
"Aa, jeg veed ikke — naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne være tilfreds. Jeg savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!"
"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!"
"Ja, jo — det har jeg ogsaa, det er sandt nok — men det er da forresten rarest at være fri for at male."
"Hvad mener Du med det?"
"Ja, det er ikke saadan at forklare — jo, jeg mener egentlig, at det, jeg maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne undvære det — og jeg vilde helst være fri for at lave det."
"Det mener Du jo slet ikke!"
"Jo, vist mener jeg det! — Jeg har egentlig aldrig været gladere, end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers — det var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver det mere. Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det ligger nu ikke for mig — jeg kunde heller ikke holde ud saadan som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer, nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men dem kan man ikke gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de skulde brændes!"
"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte Ragna.
"Ingenting! — Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer — i alt Fald ikke hos Kunstnere!"
"Skulde de maaske slet ingen Hjem have?"
"Nei! — Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om Foraaret og tage Nøglen med. — Hvad er det, Du har saa travlt med?"
"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede Noget sammen.
"Nei, lad mig se! — Hvad skal det være til?"
Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller.
"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke — til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen Dagligstue — den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med hjemme."
"Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem godt. Hvem har tegnet det for Dig?"
"Det har virkelig Ingen — jeg har gjort det saa godt, jeg kunde."
"Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet — men det er godt fundet paa — det kunde ogsaa have været brugt til Decoration af Porcelain. — Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!"
Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv havde udstyret med originale Motiver — italienske Anemoner, Firben, Piniekogler og Bregner — i paasyet Klæde.
Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede han — ret som om han var bange for at have sagt for meget:
"Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde og se paa, at jeg maler, end selv at lave saadant Noget!"
"Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!" indvendte Ragna.
"Nei — men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin, naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe."
"Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!"
Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev, at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April.