KAPITEL XLIII

— Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe.

Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt stemt.

Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se paa, men de forestaaende store Begivenheder — Opbrud og Flytning — havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende.

Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag.

Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte Jomfruen sig halv forlegen at sige:

"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!"

"Naa, er det det," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til hende? Er det fra en Auction?"

"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!"

"Hvem er hun?"

"Det er et velsignet Menneske! — Hvem der blot var som hun!"

"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig gammel til det?"

"Snak, Terndrup! — Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og opgive at holde egen Leilighed — nu kunde jeg komme i saadan et Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver Middag — synes De ikke, jeg skulde se at komme der?"

"Nei, jeg synes sgu ikke!"

"Ja, hvorfor ikke?"

"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?"

"Nei, det vil de maaske ikke —"

"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!"

"Ja, ja, saa opgiver vi det! — Men saa vil jeg bo hos en Familie, hvor Manden er Frimurer!"

"Frimurer?"

"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun, 'hvad de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa ikke komme Fruentimmer med, og det respecterer jeg, for saa veed man, at det gaaer anstændigt til.' — Jo, jeg vil avertere i Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie — vil De hjælpe mig med at sætte saadan et Avertissement sammen?"

Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive, og omsider fik han da Lov at gaa.

Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget.

"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen; dem er det jo ikke saa godt at flytte med — troer De ikke, det kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og forærede hende den fra mig af? — Naa, ikke? — Ja, saa kan Maskinmandens Børn faae den — Farvel, Terndrup!"