KAPITEL XLI

Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en vis Ængstelse — "for Noget har man jo altid paa Samvittigheden," mente han — om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang," trøstede han sig med.

Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor Denne.

Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer; han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og fortalte daglig sine — i Reglen uinteresserede — Medmennesker, hvor mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.

— En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden — det gjorde de hver Søndag.

— "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.

"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede Poul.

"Veed Du, hvad jeg synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan vi sgu ikke slaa!"

"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"

"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"

"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og det er da altid en Tilfredsstillelse!"

"Er det en Tilfredsstillelse?"

"Ja, det veed Gud, det er!"

— Saa kom Generalconsulen.

"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.

"Det vil vel ikke sige, at jeg skal forlade Localet?" spurgte Julius.

"Jo, det vil!"

"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en Søofficeersspire!"

"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.

"Ja, jeg gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg er!"

Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.

— "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"

"Nei — jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"

"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"

"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos Chefen o. s. v., men hvad han fik, det veed jeg ikke, for jeg var ikke inviteret med!"

"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".

"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og —"

"Faldereb?"

"Ja, Honneur, da han kom ombord!"

"Naa, ja, vel! Men Salut — skyder de Kanonerne af lige over Hovedet paa En?"

"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"

"Nei, det er ogsaa sandt. — Knalder det svært?"

"Ja, det er ligesom man tager det — vi skyder ikke med brugt Krudt!"

"Nei, det knalder sgu vist ækelt! — Jeg troer, jeg vil gaa et Par Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa for Skud!"

"Hvorfor det?"

"Herregud, fordi, fordi — ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en Krydser herop for at vise Flaget."

"Det var som Fanden! — Har de nogen Flaade?"

"Ja, de har da een Krydser — de kjøbte den af Honduras ifjor!"

"Sikke Sjov! — Men det maa jo være sorte Officerer!"

"Hvad for Noget?"

"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"

Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne vedblev:

"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! — Men gjør Dig nu bare ikke til Grin, Fader!"

"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! — Tag ikke Exempel af din Broder Julius!"

"Nei, det skal jeg nok hytte mig for!"

"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig — det er Statshemmeligheder, hører Du!"

Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!" — det var den kraftigste Edsformular, han kjendte — saa blev han dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.