KAPITEL XL
Reading edition
Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.
Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16. September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham paa Gaden.
Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.
"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. — Det skulde De ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa længe har arbeidet paa, hører De!"
Men med det, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. — "Jeg har jo ikke engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.
"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt for nerveus og —"
"Er jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. — Men hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher, Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt, Smaabladene!"
"Smaabladene!" gjentog Holst. "De læser dem jo ikke!"
"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"
— "Der var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.
Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.
Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:
"Det har De Ret i! — Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos Lykke?"
"Nei!"
"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker — hverken mere eller mindre!"
"Skal det være en Lykke?"
"Ja, ubetinget! — Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet: det kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"
Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.