KAPITEL XIII

Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.

Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for dem, thi — som de engang havde sagt — "kogt Lax, Kalvesteg og Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke det, man tager til Kjøbenhavn for!"

Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og grine."

Paa Slaget Fire kom Caleschen — den gamle Andrees satte en Ære i at være lige saa præcis som en kongelig Kusk.

En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og Intet glemt, løb de op ad Trappen — to Trin tog de i hvert Spring.

Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke — det maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at gaa tilbords.

Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i Dagligstuen, opdagede strax Maleriet — som de fandt græsseligt — følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet Minut.

— "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.

Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og ikke hjemmelavet Dessert.

Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.

Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller mindre honnet — Pjank!"

— Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem. Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at være ude om Natten, fik Julius — for første og sidste Gang i sit Liv — Ros af dem. — "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand — hvad sandt er, skal være sandt!"

Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig gik de — hele Dagen — op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. — "De bentrainer sgu!" sagde Julius.

Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb — de saae nu paa betydelig Mere, end de kjøbte — henne hos Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.

— "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer! Velkommen skal I rigtignok være — og tusind Tak for den deilige Slagtemad, jeg fik forleden!"

"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom Du havde faaet den!"

Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller med Maizena, og saa kom — som lokket af Kaffelugten — Frøken Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i Garnisons Kirke.

Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.

Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at hun jo da heller ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv, thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa hinanden:

"Nei, tal Du bare ikke med, Mille, for det er saamænd ikke din Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde Du kunnet faae en eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille — din Fader var jo ogsaa Korist!"

Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.

"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre betaler ikke regelmæssigt — det kan Du umuligt leve af, Mille! — Maa vi se en Statusopgjørelse?"

Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet og sagde:

"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"

Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod Vennebjergerne hende.

— Til Middagen kom deres Broder — "den gamle Grosserer", som han kaldtes.

Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.

Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig — navnlig over Sønnen.

— "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide, hvor længe det kan holde — men af mig faaer han ikke en Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer stadigt en detail — han mangler det mercantile Overblik!"

For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade passerede han, hvor i Byen han end skulde hen. — "Men der lugter ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet — det kan man ikke nu!"

Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man der kunde faae Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige — saa havde han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.

Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.

I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham. — "Naa, nu er han da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa, i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en Søn, der ikke artede sig vel — det bestyrkede dog hans Tro paa Menneskeheden.

Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene, hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig dog i Hænderne og mumlede: "Den er sgu god! Den kan han være længe om at hoste af sig!"

Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han nærmest som et Slags Husspøgelse eller spiritus familiaris, der gik igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.

— "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne, og Godaften, Sine! — Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"

Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords uden flere Giftigheder.

Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har Du Raad til det, lille Jesper, er det jo godt!"

Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste det.

Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen mærkede det og sagde snærrende:

"Nu skal Du vel paa Variété — Laban!"

"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan en!"

"I kan jo gaa med mig!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget paa Ordet.

"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.

Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.

Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede Forestillingen.

Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten Ingenting paa!"

Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og Grossererfamilien trak lettet Veiret.