KAPITEL LVIII

Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol og straalende af Glæde. Naar han kunde, stjal han sig over til Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.

I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.

— "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt for hende, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"

"Herregud, er hun borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer ud og erstattes ikke af lignende ny."

"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev Terndrup. "Nu, da hun er død, kan det saa ikke give Dem det 'Puf', De trænger til for at lade Bogen komme ud?"

"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"

Saa kom Holst.

— "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"

"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig travlt!"

"Hvormed?"

"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave — værsaagod!"

Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin Krone op over Taget.

"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at tænke paa mig — Tusind Tak!"

"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud veed, hvordan Alting var gaaet!"

"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"

"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer — og styrede dem godt! — Men hvad er det, Holst, er Du begyndt at radere?"

"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig — i alt Fald overfor mine Mesterværker — og saa tog jeg fat paa Radeernaalen og prøvede mig frem — ja, det er det første rigtige Forsøg, din Kone har faaet."

"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.

"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar — men det skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand, skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan det gamle Kjøbenhavn saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."

"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"

— "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav Ragna en Firkløver. — "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til Raderingen — den bringer nok Lykke, skal De se!"

"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret paa Firkløveren. "Og den har De virkelig plukket i Generalconsulens Gaard?"

"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under Lindetræet, og saa —"

"Det er Trifolium resupinatum!" sagde Berner næsten høitideligt.

"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum — 'Planten funden og forsvunden'!"

"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø, som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."

"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard — har De ikke?" spurgte Holst.

"Nej, jeg har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."

"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"

"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken Trifolium resupinatum eller nogen anden Kløver. — Og hvordan kan den nu pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"

Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus Resten af Aftenen.

Saa kom Poul og Marie — de kom "ganske tilfældigt" sammen.

— "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"

Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.

— "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i "Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.

"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom — har De det endnu?"

"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.

"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. — Men skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan more mig at vide?"

"Ja — jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.

"Se, se! — Og hvor var det, med Forlov at spørge?"

"Det var hjemme i Gaarden — jeg ledte efter det næste Dag, men det var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop nu, da gamle Jomfru Buxbom er død — det havde dog været et Minde om hende."

"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge — det var maaske allerbedst, det gik, som det gik. — Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg vilde!"

Man brød sent op og gik hjem i den lune, lyse Midsommernat.

— "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.

"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.

"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden — der er vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"

"Naa — aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"

"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.

Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene ad.

— "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. — Er det heller ingen 'Puf' til Bogen?"

"Jo — umuligt var det jo ikke!"

"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er varmt! — Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra Byen!"

"Fra Byen?"

"Ja — jeg reiser til Efteraaret — til Hønsetiden," svarede Terndrup og saae ned.

"Men hvorhen dog?"

"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."

"Men jeg troede dog, at De —"

"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. — Ja, det har jeg jo paa en Maade ogsaa. — Men saadan Noget skal man ikke love — for i Længden kan man ikke holde det!"

"Herregud, skal man nu miste Dem! — Men har De da Raad til at opgive Forretningen?"

"Gu', har jeg saa! — Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har lagt Skilling paa Skilling."

"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"

"Ja, det er da paa høie Tid!"

"Hvad vil det sige?"

"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar; skydes op skal de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. — Godnat, Berner!"