KAPITEL LVI

Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.

Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen Maade vide af. — "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset — mere end nok!"

Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver — "og hun vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.

Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne — der var Poul med en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae straalende fornøiet ud — nu bøiede han sig ind bag Gardinet og hviskede Noget til hende — hun saae ned — Parret forsvandt.

Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar han, han, den Eneste — aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt, fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat — forbi, forbi!

Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af Terndrup — et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i Grønsværen om Lindetræet — nu stod ogsaa det afbladet, sort og nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade have været hende en Relikvie — nu var de kun Symbolet paa en tabt Illusion.

— "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet — den visne Blomst grønnes aldrig mere!"

Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet — saa bliver den borte i Mørket.