KAPITEL LV

Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien. Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.

Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at hun var hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han glædede sig umaneerligt til — hvor kunde han dog glæde sig til at være en hel Vinter borte!

Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".

Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester og Kamerater, ventede sig en Succes.

Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.

Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i Galleriet — han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.

Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par Linier fra Ragna — Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.

Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun helt igjennem førte sig.

Hun vidste, at Poul sad i Parkettet — men hun vidste ikke, om hun var glad eller bedrøvet over det.

Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.

— "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"

— Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat — Mille var bleven meget gammel.

Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St: Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. — "Nei, jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig, dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen — det har jeg selv seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse, og Be'emanden veed Besked!"

Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo nok lidt høit oppe — fjerde Sal — "men saa er man saa rart nær ved Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"

Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde, som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af sig og derfor trængte til Opmuntring.

Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.

— "Herregud, at lille Marie nu er naaet saa vidt!" sagde Jomfruen rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev paa sin Tavle! — Poppe kunde saa godt lide hende — ja, nu er der gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør med de tyve Kroner — og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i Jorden! — Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt. Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem, men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder — ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en Vest om, men alligevel — nei! Frøken Hansen synger ikke mere i Garnisons — hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og seer paa Leiligheder — ikke fordi hun flytter — hun har jo sine to Værelser i 'Trøstens Bolig' — men forat faae Tiden til at gaa med Noget — og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam Asters er bleven værkelig. — Lirekasserne er heller ikke mere, hvad de har været — det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten med. — Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen i Gothersgade — har Duerne det godt? — Ja, jeg vilde gjerne give Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed saamænd ikke, hvad det skulde være — jo, bi lidt! Jeg maa have dem i Commoden!"

Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede Silkebaand en gulnet Convolut.

"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at jeg har gjemt dem!"

"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.

"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav mig for mange Aar siden — jeg troer, hun havde faaet dem af den lille Poul Lange — ja, nu er han vel ogsaa bleven stor, for Officeer er han da — men det kunde jo være, det vilde more hende at faae dem igjen saa længe efter. — Husk nu at give hende dem, og sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"

"Det skal jeg!

"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"

"Ikke det?"

"Nei! Han siger, at det er Alderdom — men Alderdom er da ingen Sygdom, vel?"

"Nei, det er det jo ikke."

"Bare jeg kunde dø, Terndrup — men jeg troer, Sjælen er groet fast i Ryggen paa mig!"

"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! — Men nu maa jeg afsted — Farvel, Jomfru!"

Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:

"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem — De skal have Lænestolen efter mig — jo De skal!"

"Skal jeg! — Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som De —"

"Nei, der er ikke. — Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"

Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde have ret langt tilbage.