KAPITEL LII

Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke bedre, da Løvenørn-Petersen — Gud maa vide hvorfor — aflagde ham et længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet — der var nemlig udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester.

Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna:

"Det er ikke til at tage feil af: selv han kan se, at det er noget Skidt!"

Men det blev ikke ved det Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren", A. B. Jensen.

Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og han skulde blot ikke forlange for lave Priser.

Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe.

Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B. Jensen, det af Fruen og Barnet. — "Der hænger det jo!"

Ja, mente Duborg, men det var jo ikke saadan Noget at udstille og —

"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden.

"Ja, Billedet er godt nok, men —"

"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede — De skal forlange 1500 Mark!"

"Ja—a, det er godt nok, men —"

"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at sælges," sagde Ragna.

"Ja, det vil da sige —", begyndte Duborg.

"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!"

Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede han bryskt:

"Jeg har da malet Billedet, veed jeg!"

"Ja, til mig," indvendte Ragna.

"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?" spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt.

"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!"

"Noget Større?"

"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke — men det er noget Andet og Større, der staaer paa Spil!"

"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?"

"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt Forbitrelse, og A. B. Jensen gik.

Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs — hverken Duborg eller Ragna vilde begynde.

Omsider busede han ud med et rasende:

"Egoist, som Du er! — Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget Større' stod paa Spil?"

"Dit og mit Samliv!" svarede hun.

"Talemaader!"

"Det er ikke Talemaader! — Nei, Du skal blive og høre mig! Kunde Du virkelig ønske, at det Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke, at det er mit — paa samme Maade som jeg tilhører Dig, og Dig alene, med Sjæl og Legeme!"

"Ja, gjør Du da det?"

"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der —"

"Snerperi!"

"Og det kalder Du Snerperi! — Du maa være mig taknemmelig, fordi jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have fortrudt!"

"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som Kunstner! — Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min Lykke!"

"Jeg!"

"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste Billede, jeg nogensinde har gjort!"

"Og det fortryder Du! Glemmer Du da, at det var det, som —"

"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det Billede bragt mit Navn Verden over og —"

"Og havde Du saa været lykkeligere?"

"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i Trædemøllen forat føde Kone og Barn!"

"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du der har sagt!"

"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri — uafhængig til alle Sider — ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!"

Ragna var bleven ligbleg. — "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!" sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!"

"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til Kontoret? — Du kommer nok snart igjen!"

"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!"

"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? — Du tænker da vel ikke paa — Pjank!"

Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte.

Som en Vanvittig styrtede han op til Holst — han var ikke hjemme.