KAPITEL L

Marie blev confirmeret i Slotskirken — det kongelige Theater hører jo til Slotsmenigheden.

Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat.

Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og Oehlenschläger's Tragedier — et saa godt som nyt Exemplar — Mille Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en Psalmebog med Guldsnit.

Men det Bedste af Alt var dog den Ring — en glat Guldring med en enkelt Turkis — som Poul selv kom med om Aftenen; han var halv forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte uvilkaarligt: "Hvad saa?"

— "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet den Dag!"

"Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever daglig sammen med hende — skjøn paa det!"

Og saa græd ogsaa hun — det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden ikke saae det.

— Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod.

Han havde af en eller anden Grund — eller maaske af flere — ventet at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed, men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser. Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den, og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold.

Generalconsulens Frontforandring foregik med den resolute Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding.

— "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes til ligesom Syltetøi! — Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned i vores Familiebegravelse!"