VIII.

Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte hjem sammen som kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede, da Banner ved deres Indtrædelse rejste sig og hilste paa dem.

«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De siddet her alene? De bliver maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.»

«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner kort, «jeg rider hjem, naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.»

Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affærer. Men udenfor Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding havde ladet hende ane, at der havde været en ny Scene mellem dem. Hvor var Judith? Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op til Judiths Værelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun Døren op, bange for, at det skulde være tomt, men Judith sad der, ligbleg og med mørke Ringe under Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen komme.

«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for Guds Skyld, hvad er der hændet Judith, sig mig det — aa, mit Barn, mit stakkels Barn!»

Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgød rigelige Taarer derover.

«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» — hendes Stemme sank — «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.»

Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:

«Mit søde Barn — er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» — hun græd og lo paa en Gang — «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.

Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn.

Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede Prokurator.

«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget, men for en Rigmand som Dem» —

«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»

«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?»

«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være min Sagfører, men intet videre.»

«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og fornuftigt.»

«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde: «Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De finder korrekt eller ej.»

«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?»

«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist ikke.»

«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde være mit Hus en Ære.»

«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal — og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at løse Kongebrev.»

«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.»

«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.»

Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge, er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i sit eget Hus.»

Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i Dagligstuen.