XXXVI.

«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman, «stort Gilde paa fire Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved, om vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal og ordne det hele. Hvad er det nu, Din Tjener hedder — Peter, ikke sandt? — Saa ringer vi paa Peter.»

Tjeneren kom.

«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?»

Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i hans Ansigt.

«Naa, svar! Har De?»

«Ja.»

«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter, fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa Resten til os. Har De forstaaet?»

Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et dybt Buk.

«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et Selskab? Saa kører vi i Kane!»

Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.

«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.»

«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. — Men der har vi Peter. — To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe, Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»

Og Peter forsvandt atter.

«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke lære mig det?»

Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang.

Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren.

«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre for Din Kone Johan?»

«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»

«Gud — tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig, skriger jeg.»

Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.

«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj Kanerne ud af Porten.

«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman.

«Jo — naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?»

«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft — hvad? Vi to gamle bliver helt misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min egen Søn.»

De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte, snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger.

«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman.

«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner, idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette er mit.»

« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han, slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.»

Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde indhente den.

«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er det, jeg længes efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand, ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer sig.»

Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var et Forhold, hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander, han endnu ikke havde kunnet bøje.

De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen; den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter, hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder. Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt bag de fjærne Skove og Højder.

«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde Hellman.

«Saa gid da —» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen.

«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker, at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.»

Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.

«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.»

Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen var beskæftiget ved de dampende Heste.

Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at den lod sig kærtegne af andre.

Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem. Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet. Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til Bords.

Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.»

Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse, anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.

Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier. Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært. Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg, indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som nu.

Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse; men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig, at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et Kor af salige, forløste Aander.

Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille. «Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium «Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte Værk.»

Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser, Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge — han saa op — der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale, saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt derved.

For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf.

«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,» lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle. Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner syntes urolig eller utaalmodig.

Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen, Banner, jeg skal længe mindes den.»

Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.

Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det næppe, han var i heftig Kamp med sig selv.

Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham.

«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde udtrykke sig.

Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede, og hun støttede sig til en Stol.

«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.

«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte.

«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp og lidt bydende som sædvanlig.

«Det muntre Selskab, antager jeg.»

«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring: «Elsker Du?»

Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik efter tungt, klangløst.

«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig. Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i — ham, Strøm?»

Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.

«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»

«Det, at jeg vil det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt Dig til at elske nogen.»

«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din Nysgerrighed.»

«Du skal!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.»

«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»

Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige: «Du skal sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du — hvis Du ikke vil angre det. Du skal — jeg vil have det.»

Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar Du spørger mig saaledes.»

Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin, der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa end skal koste!»