XXXI.

Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige Ord.

Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin Bevægelse.

«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve.

«Tak — jeg har det godt.»

Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord at sige, uden at kunne finde nogen.

Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede — taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende, og nu — hvor havde det for Resten været muligt?

«Tillader Du, at jeg ser min Post?»

«Gærne.»

Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.

Hun saa forundret paa ham.

«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris. Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner. Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden, sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min Indbydelse vil gæste os, og — ja, han er en pudsig Fyr, han skriver — ja, Du kan jo selv læse det.»

Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse det.»

«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide, at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø, som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue, hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» — Det vil sige, antager jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»

«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var aabenbart meget oplivet.

«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld; Du trænger til Adspredelse.»

«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har det.»

Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.

«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»

Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.