XXXVIII.
Reading edition
Man havde for længst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen. Hendes Hjærte bankede, da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om det var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen. Banner var reden ud, Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori han læste, fra sig ved hendes Indtrædelse.
«God Morgen, Frue! — Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes mig.»
Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. «Og De sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore Gæster hensynsfuldt.»
«Aa, Banner sørgede for min Underholdning, inden han forlod mig,» — og han pegede paa Bogen.
«Hvad er det for en Bog?»
«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.»
«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.»
«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere beskedne Lod.»
«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.»
«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet, nemlig ved at —»
«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.
«Aa nej — slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.»
Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske eller nordiske guddommelige Straffemaader?»
«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.»
Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.
«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget.
«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.»
«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?»
«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde, der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære en saadan Følelse.»
«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.»
«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der kan give?»
Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan De tale om alle disse smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»
«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv. Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan jeg ikke lade være at holde af ham.»
«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.»
«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring. Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed, for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge. Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet, skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.»
«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.
«Gengæld — fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man ikke skal gnie med den og kun give en Mønt ud for at faa en anden igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.
«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive modtagen?»
«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge gærne finde Hvile — vilde Loke maaske ikke helst være fri for Giften, der dryppede ham i Ansigtet? — Ja, De ser, kære Frue, mit Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det, skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er saligere at give end at tage.»»
«Det er et smukt Ord.»
«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole, at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham. «En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og slog sig pathetisk for Brystet.
«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke —»
«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?»
«Aldeles ikke.»
«Tak! De forstaar — et Moderhjærte — og det eneste Lam!»
«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.»
«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes.