← Table of contents
Judith Fürste

XVII.

Reading edition

Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende, vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin Frue.

Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde ønsket: «Det er en meget kostbar Gave — maa jeg takke Dig.»

Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at vise hende en Venlighed.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings