XXI.

Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst, betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for træt til at stride imod.

Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham, Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer. Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde, efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri, selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem, som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig smeltede sammen.

Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af, men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af; hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed. Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge, for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik længtes kun efter at komme hjem igen.

«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen.

«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.»

Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om.