XXII.

I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjælp til de syge, men først og fremmest blev der dog anvendt den yderste Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa vanskeligt, og Banner var næsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.

En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at komme i Seng strax, fordi han var træt. Om Natten havde han Feber, og den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen.

«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde Banner, «og Drengen er dog bleven smittet.»

«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede den gamle Distriktslæge.

Banner drog et Lettelsens Suk. «Saa er det vel intet af Betydning?»

«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.

Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.

«Ja, Barnet er meget sygt.»

«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»

«Ja fuldstændig.»

«De maa blive her,» sagde Banner da.

«Jeg har flere Patienter.»

«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.

«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.»

«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De skal blive her.»

Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø med sit Barn.

«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i Studereværelset.

«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»

«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.»

«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»

«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde Kroner — de er Deres, hvis De frelser Drengen.»»

«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»

Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan ikke dø! Jeg vil ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.»

Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den blaserede, overlegne Mand?

«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han har Hjærnebetændelse og ....»

«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.»

«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været meget stærk, og De selv ....»

Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en Pavse.

Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder, at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De undskylder?»

«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.»

Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge, han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage paa to Timer. Gaa!»

Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden.

«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand. «Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den lille Banner blev daarlig.»

«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig, «det staar alt sammen i Vorherres Haand.»

Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte — men hvor forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid være ham en Trøst.

Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i, og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem.

Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber.

«Er det Halssygen?» hviskede Banner.

Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er ikke!»

«Hvad da?»

«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»

Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som kunde foranledige en Hjærnerystelse.»

Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.»

Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om der er noget at gøre for Barnet.»

Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene og mumlede, at han var hentet for sent.

«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i samme kolde, brudte Tone.

En ny Skuldertrækning.

«Saa kan der spændes for to Vogne — eller, det er sandt, de Herrer er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.

Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!»

Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er død.»

Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset.