XXXIX.
Reading edition
Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjælekamp. Hun holdt begge Hænder mod Panden, tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk Smerte.
Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig. Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor, hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed — og hvorfor? Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej, jeg kan det ikke.»
Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa, hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte.
Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten. Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og livstræt over ham.
Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa ufattelig!»