II.

Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru, men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter.

Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i Verden kunde lignes ved ham.

Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden, omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den forbavsede Piges Sind.

Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende, og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede, vaklede hun længe — det var i denne Tid, hun ofte græd og halv skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.

Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde været muligt.

At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent ubetydeligt Menneske! — Judith var ude af sig selv af Sorg og Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert, livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.

Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende Kærlighed.

Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads. Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind. Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan det, at hade.

Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde røres, før hun var 18 Aar.

Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og Uafhængighed.

Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands Bekymringer og slette Lune. — Da forstod Judith, at dobbelte Baand bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste. Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet, og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder, som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten, eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til Haande og deltage i al indvendig Gjerning — Honorar fordres ikke». Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn.

I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske vist lærd, men ikke meget troende Theolog. Han søgte at bringe hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør. Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han spaserede med hende og talte med hende timevis, indtil Præstefruens Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet. Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold, som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab, fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide, at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet for hende.

Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte, men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.

Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende Enkefrue med tre voxne Døtre.

Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke — Ægteskabet. Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. — Da de efter nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og tanketunge.

Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung Pige paa 18 — han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp». «Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!»

Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed. Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed, over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den kolde, haarde Barndoms Vinter.

Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig, det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig, hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti.

Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes Erindring — og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa 80,000 — efter hvor mange Timers Sjælekamp?

Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten «Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne Vidne.

Enkefruen skrev til Prokuratoren:

«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld, samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt, hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde, hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede, Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket. I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. — Men fremfor alt var hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin Haabløshed.

Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.