XII.

Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes. Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.

Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig, forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning, disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det, hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind, tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt hun intetsteds. — Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe uden at ane, hvilken Magt det gav hende.

Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde havde fremkaldt en Krigserklæring.

Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.

Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om et eller andet af sin Herres galante Æventyr.

Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.

Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus egenmægtige Handling.

Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet: «Apropos — Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»

«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»

Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:

«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»

«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»

«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»

«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»

«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»

«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres Jalousi.»

Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af Sindsbevægelse.

«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»

«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»

«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»

«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du har Agtelse for.»

«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden «Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»

«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»

«De kan ægte en, som de elsker.»

«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv: «Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling, eller hun?»

Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.

Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over, at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne bukkede under.

Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme; thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro, man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var. Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.