VII.

Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet følge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen med Hænderne i Skødet og nedsænket i trøstesløse Grublerier, da hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale.

«Jeg har travlt — hvad vil Du?»

«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men som Barmhjærtighedsgerning.»

«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?»

«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.»

«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har nogen Ret til dem?»

«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at bede om dem, kunde de saa nægtes mig?»

«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?»

Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.

«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig, jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus, men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.»

«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig.

«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod Prokuratoren Værelset.

Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet, og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde. Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling. Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder, der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse. Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet — viljeløst lod hun Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik, som de kom af sig selv:

Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe ventet sig mere, medens hun selv! — Sidde saaledes om Søndagen, naar den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde. Og det var det, man kaldte en Idyl.

En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for Fremtiden — i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo — opgive Modstanden, resignere — det sværeste af alt at lære — resignere!

Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.

«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.

«Han kommer maaske snart?»

«Det ved jeg ikke.»

«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.»

Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned, og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne, men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere hende, søge at vinde hende, og — en mild Medfølelse paatrængte sig ham — gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over; men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:

«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem, men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.»

Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet. Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald, hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at erfare, hvad det var.

Han spurgte da langsomt:

«Vil De være min Hustru?»

Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald. Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke selv for saadan en Pris. Saa heller —

Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv hen i denne Afkrog af Verden?

Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og tvungen til at overgive sig — enten til Prokurator Hinding, til Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og forholdsvis Uafhængighed.

Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og hendes Modstandsevne glippede.

Han gentog i samme Tone lavt og rolig:

«Vil De være min Hustru?»

Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden, hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.

Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse, han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse Eftergivenhed.

Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen. Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde bøjes — før eller senere, det var ligegyldigt — han skulde nok faa Magt over hende.

Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet, og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han havde gjort.