XLI.

Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun skulde aabne sig for ham.

Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord, kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han spurgte skarpt:

«Elsker Du denne Dreng?»

Hun svarede ikke.

«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa det at vide.»

«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»

Han vidste, at det var sandt.

«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»

«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?

«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.

«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»

Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,» sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl, hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig, fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt, hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig efterstræbte. — Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid, han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet. Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. — Saa fik vi Gæster og jeg oplivedes atter — maaske kun for at slukkes helt, naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig derfor om at ende den, men ikke engang det vilde Du, ikke engang saa meget kunde jeg opnaa af Dig.

Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner. Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig, om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker — ham?»

Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød, saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.

«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet, elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv, elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse. Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret, blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du atter var bleven saa kold og fremmed.

Det var mig, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over, at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.

Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»

Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af alle.

Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde; forstod hun, at hun ofrede sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.

Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden, et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu saa egenkærlig» — han smilte svagt — «at jeg tager mod Din Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en Gang elske en anden højere end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang, jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed. Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min Egenkærlighed.»

Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det er saligere at give end at tage.»

«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes. Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»

Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne Hyldest.