IV.

En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par rigtig solvarme Dage. Judith, der sjælden beskæftigede sig med Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj, men slap ofte Arbejdet for at trække det tykke Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille Halvbroder legede og støjede udenfor Lysthuset.

«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at fri, selvstændige Mennesker kan nedværdige sig til at krybe for nogen som helst Slags Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine Overmænd og sparke til sine Undermænd!»

«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser, det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end han til at adlyde sine overordnede.»

«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa. Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt, bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser deres Kryberi og foragter dem?»

Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig, stod for dem i egen Person.

Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.

«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned — Fru Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med ham.»

Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.

Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham, han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig, det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa Kontordøren.

Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken ynkelig Figur hun hin Dag spillede.

«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til Køkkenregionerne.

Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere, krybende Undermænd.

Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk, thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad; men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen, fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare. Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham ufattelig Grund var vred paa ham.

Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse: «Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! — hun er vel snærpet nok til at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr. Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev, at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig, men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium, hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme Tid, som han foragtede de underdanige.

Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans Vilje, og mer end han vilde indrømme.

Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og æggede hun ham.