XXX.

Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne Læber.

Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt, som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.

Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde, hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede. Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod noget Kistelaag.

Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset, pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent — «han havde skudt sig — det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større, rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme, havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed. I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser. De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede efter en Gentagelse af Lyden.

Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død, vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke længer kunde høre det, og saa — saa, hun kunde ikke tænke videre. Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden, men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.

Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa, tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst, med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse, hun vovede næppe at skaffe sig Vished — ak, der laa han med Ansigtet vendt opad, bleg og stille, men — men — Du naadige og barmhjærtige Gud være lovet! — rolig sovende, ikke død.

Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i Haanden — som Psyche over Amors Leje — tænkte hun med et svagt Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt, hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin Seng.

Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»

Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker — elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»

«Nej — det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe, skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»

Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang, vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham, ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde, da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst helt overskyggende hende — nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt, hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til den.

Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe, hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog ikke været. Men nu var Kampen forbi — ogsaa hun var omsider kommen til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.

Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.