XXXVII.

Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lænestol og overlod sig til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mærker af hans Heftighed, og hun smilte ved Synet: «Var det muligt, var han da skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte være skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte den Tanke sig hende: «Sæt, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde hele mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde hun næppe tænkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hændelser havde givet hende et Haab derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik, kunde blive overført paa hende. «Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er gift med ham!» Hun maatte atter smile.

Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham — og burde hun? Hun vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt. — Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede? Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads. «Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!» Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og dog — hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og saa var de alligevel til — om der nu over hende var en Gud, der holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».

Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:

Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange, mange Aar. Og dog — hendes seneste Liv havde jo været en fortsat Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»

«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og aldrig mere svigte.

Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe.

Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke. Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og funklede i Solskinnet.

Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.

Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem — min Mand?»

«Nej, det er Sognepræsten.»

«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender. Spørg, om det ikke kan vente.» — Men saa betænkte hun sig, hun turde ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp.

«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg skal strax komme.»

Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu, som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske».

Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak, og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade maatte være kristen, siden hun handlede som saadan.

Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed, en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan bringe over en hel Familie.

«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.»

«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.

«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.»

«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab, skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud, maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.»

«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres fattigste Sognebarn.»

Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds Time nu maaske slaaet?

«Om jeg vil — hvor kan De spørge?»

«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.»

En svag Hovedbøjning.

«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter guddommelig Hjælp.»

«Jeg har hørt det samme før.»

«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang, hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse, kan den tages for gyldig?»

«Jeg tror det — ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.»

«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»

«Ja — jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa sent kom til ham og bøjede sig for ham.»

«Bøjede sig — altid skal man bøje sig.»

«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig at være Indbegrebet af al Levevisdom.»

«Resignere med andre Ord.»

«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»

«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.»

«Han belønner Resignationen.»

«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket, tilfredsstilles — det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved det — sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»

Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en sand Lykke?»

«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?»

«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til ham.»

«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være frelst. Tror De, han gør det?»

«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»

«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.»

«Det gør han visselig.»

«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed, naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»

Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg tror det.»

«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde klynge mig til et Halmstraa nu.»

Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.»

Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og laasede Døren.

Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i sine Hænder at bede — men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til, om Du hører mig» — thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen. Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej, hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at elske hende fra nu og til evig Tid. — Hun vaagnede op af sin Døs og forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin Haand.

«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl, som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil, giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede; jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det. Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser, som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al Evighed. Amen!»