IX.

Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind, saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi, holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, røg sin Cigar og underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I Køkkendøren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.

«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine paa Hestene, «det er smukke Dyr.»

«Aa ja — ret nette — havde for Resten for et halvt Aar siden et Par Guldfuxer, de var nok saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi bærer os ikke altid klogt ad — især naar vi har drukket.»

«Min Hest!» raabte Banner.

Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et «Javel» klaprede han over Gaarden til Stalddøren.

I det samme traadte Restrup ud fra Skænkestuen.

«Hvad Fanden — er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red um os før, som Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra Grinstedbru.»

«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte Banner adspredt.

«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.»

«Vel bekomme,» lød Svaret.

«Og hvor har De været?»

«Hos Prokurator Hinding.»

«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at røre ved ham med en Ildtang.»

«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»

«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset.

«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans Steddatter.»

Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner saa det og spurgte, om han fejlede noget.

Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for Dem.»

Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa skynde mig hjem,» sagde han kort.

«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden, Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.

«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme hjem, Anders.»

«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut.

«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til den Smule Ho'er, han har tilbage.»

Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved, og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden — og endnu bedre, om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl. — Aa, mit Huved! — Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»

Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang, Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget noget slapt over Skikkelsen.