XL.

Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.

Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed; dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes, Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.» Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende? Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf, der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende, det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»

Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst, ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst, man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig», genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord, hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.

«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.

Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.

«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,» hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.

Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med, at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han blev behandlet.

Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng. Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»

«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun følte det afgørende Øjeblik nærme sig.

«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for det, min Dreng.»

Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang — tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel, naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.