XXXV.

Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue, som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst. Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved Cigaren at drøfte Dagens Indtryk.

«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en Gang kan tø op i godt Selskab.»

«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk tre Skridt fra Livet.»

«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet ikke smuk.»

Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.

«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult, glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket, brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke, at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»

«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»

«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er — ret net!» Og Komponisten brast paany i Latter.

«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»

«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»

«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»

«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var altid en farlig Mund for Kvinderne.»

«Maaske for ti Aar siden.»

«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»

«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand — —»

«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine — han er mindst lige saa smuk som sin Hustru.»

«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»

«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»

«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke — han, som har været baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»

«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op, «hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der har levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg kunde elske ham ene og alene derfor.»

«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er derefter; men en ung Kvinde!»

«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig derved.»

«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over deres ægteskabelige Forhold generede hende?»

Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold, man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition, som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar, hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» — Nu var Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig tilbage — Godnat!»

August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad Musik ligner da hun?»

«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren, «lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»

Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden at fornærme.

Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith, thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke, var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det vidunderlige, der skulde komme.

August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke, hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde.

Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun en Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til hende.

Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker, der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd. Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig, veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden. Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader elskværdig.

Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?

Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med. Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.

Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen. Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og Kærlighed.

Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes. Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt — aa, saa langt tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»

Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over hende, og hun veg ikke tilbage. — Det gav et Sæt i Banner, da han saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død! Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed, men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!

Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind. Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.

Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.