XXXIV.

Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag. Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen, omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse — Banner fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring — og derpaa hilste han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.

«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig. Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja — det var den Tid, man selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave af Menneskeheden — hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm, Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.

Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,» plejede den beundrende Onkel at sige.

Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.

«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax — hvad Johan? Men endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris — husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket. Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»

Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.

«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet, fulgte efter med Judith.

«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde: «Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»

«Syv Aar.»

«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa Johan, skammer Du Dig?»

«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.

«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»

«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit graanende Skæg.

«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig graa Haar i Hovedet — eller Skægget maa man vel sige.»

«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved maaske, at jeg har mistet en Søn.»

«Ja — ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel —» Resten forsvandt i en Brummen.

Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme! Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen. Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog, fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder, han nogen Sinde havde set.

Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret veltalende.

«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale, gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit Spils Fortryllelse.

Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde, han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes skikket til at forsvinde i et Aandesyn.

Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden dertil.