XXXIII.
Reading edition
De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det hele!
De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.
Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.
Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.
Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende kærkomment.
Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just, som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den overlegne.
De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! — Madame! og hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled. Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en svimlende Træthed.
Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.
Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.
«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op; han rakte hende nu Haanden til god Nat.
«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.
«Maa jeg takke!» — han bøjede sig høflig — «ogsaa for Din overordentlige Taalmodighed.»
«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo allerede Julemorgen.»
Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.