XXXII.

Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten betragtedes som Lov og Ret.

Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede paa sin Mand, færdig til at tage afsted.

Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken? Kusken kan saa ogsaa komme med.»

«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.

Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.

Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.

«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.

«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»

«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at fryse.»

«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke følge med. Giv mig Tæppet.»

Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side rørte hende.

De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen trængtes Folk allerede for at komme ind.

Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»

Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den nysgerrige, ventende Flok.

De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk, eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv—fjorten Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos Menigmand.

Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og Glæde.

Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke, her havde han — smerteligst af alt — for to Aar siden siddet med sin lille nysgerrige, glade Dreng.

Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt, men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd gennemtrænge.»

Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for al den Lykke, som var født i hende.