III.

Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til at maatte tale med hende.

Judith aabnede Døren for hende.

«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at hjælpe og behage.

Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe — disse Hænder var hendes Stolthed — bedende hen imod Judith og vedblev:

«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al denne Strid smerter mig. — Synes Du ikke, jeg har Sorger nok foruden?»

«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?»

«Aa — andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord, jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre og kønnere.»

«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder — hvor kan nogen Kvinde være det; at hun ikke er for stolt dertil! — Naar en Mand ikke bryder sig om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise sig vred, fordi han ikke vil give den?»

«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger til Kærlighed?»

«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert dertil.»

«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, — har jeg ikke altid elsket Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde negtet Dig Trøst og Kærlighed?»

«Nej — Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke, som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.»

«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?»

«Nej — nej — nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.»

«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil nok engang komme til at elske en Mand.»

«Nej — aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten fjendtligt Udtryk, — «jeg vil aldrig elske nogen Mand.»

«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, — Du, der er saa smuk, saa — —»

«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa blive af mig?»

«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»

«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling, ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve mig dem, nu han har faaet dem, — tror Du vel?» Der kom et forfærdet Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, — sæt, at det var muligt, og han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus.

«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.

«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem? Der er kun en Vej — at blive gift med en Mand, der var saa rig, at han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og hun brast i lidenskabelig Graad.

Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens.

Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem. Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre. Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør. Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning, Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa moralsk.

Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud.

«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen, kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke kommen hjem og den er nok værd at se.»

Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes.

Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel og Jord.

Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land, oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle Kæmpehøje oppe i Markbrynet.

Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende, fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg, hist nede ligger Uldum Kirke, — Uldum og Trannerup». Det var en lang Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger, der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse, saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv, med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; — men — «det maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen.

«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,» mente Kusken.

«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre Bondegaard. — «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens. Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.» Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.

De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor Bue.

Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?»

«Jou — den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte Go'er sku a trou.»

Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen, Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise Fluer.

Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.

De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende, øjenbrynløse Øjne.

En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.

En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne omkring.

Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed, og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa hende.

«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren». «Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset, Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. — Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme, store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem de dybe Vinduesnischer.

«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,» bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i Persien og Ægypten — ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf, som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.

«Er det længe siden, han var her sidst?»

«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, — men vi véd for Resten ikke — — —»

Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens Styrere.

«Her er Godsejerens Sovekammer.»

Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet.

Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod. Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person; men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. — Ja, hun var smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne, dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem, saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; — da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre komme.

«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue — før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt siden, og Herren gifter sig aldrig.»

En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?»

«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse hans Hus, hvis han fik det at vide?»

«Aa — det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr. Godsejerens» Øjne.

Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.

Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne, Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar.

«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret.

Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte Undersøgelsen.

I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var stadig i straalende Humør.

«Naa — ret net, hvad? — Rig Mand, hvad? — Havde man bare en Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.»

Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. — Ved Solnedgang besteg man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig fæstnedes i hendes Erindring. — Saa sluktes Glansen, mørk og tung tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. — Fruen halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i Sollyset langt forude.

Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes, Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre, i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog, ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste, hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.

Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske, morgenduggede Blomster — eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji — eller slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer, holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde og Munterhed — forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand, hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab, at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den Slags Fantasier.

Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom. Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende, det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde Adelskabets Forrettigheder. — Men des haardere ramte Slaget hans Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod» og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.

Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang 9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun over sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og under sig ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.

Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig som Fyrsten — naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere — og at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest, følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance, Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.

Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom, og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse. Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et udpræget Patricierhovmod hos ham.

Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser», og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og en meget høflig Afsked.

Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr. Johan» — «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede, at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at bevare Slægten, at lade Godset gaa udelt over paa sin ældste Søns Haand, og — her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.

Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker, Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder, beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om, hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket hendes unge Lykke.

Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed; intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte, at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»

Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke, lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.

Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.

«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da mere?»

Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.

Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde, vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig —»

Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig — hvad Forskel er der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»

Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den bedrøvelige Skikkelse.

Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa ubestemt Tid.

Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild. Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner, Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt, hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem som mulig. Saavidt Rygtet.

Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater, sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.

Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».

Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og forsømt sit Kald.

Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar, Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind rødmede ved Tanken om Hr. Johan.

Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for at skaffe sine Stemninger Luft.

Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom, Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til Ven og fortrolig.

Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid, var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.

Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen, og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.

«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er tøjret i denne usle lille By.»

«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.

«Ja — maaske, men det kan jeg ikke lære.»

«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»

«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»

«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.

«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar noget Maal at hige efter.»

«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som oftest — —»

«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.

«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud, saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem. Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde, og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke et Skridt videre.»

«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at haabe.»

«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat — jo vanskeligere det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager, der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at klage.»

«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»

«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme, lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin Side Døden, hvad nok de troende gør — idetmindste en Gang imellem, naar de ikke har andet at tænke paa.»

Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun nidkær vaaget over denne.

«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»

«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være — maaske skal ogsaa jeg engang lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»

Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra the far west i en saadan Stemning til at kalde sig chipper, det vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.

Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig, et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,» udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!» Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig Følelse af glad Forventning — «et eller andet godt vil hændes mig i Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar — skal jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»

Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset. Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags Trivialiteter.

Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig, Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa forhaabningsfuld!

Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.

Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard, altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære, Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en gammel, grundmuret Købmandsgaard.

I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas, som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende, og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.

Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens Travlhed, Stilhed og Ro.

Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith. Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa, dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke dette Smaastadsliv.

Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat, der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende, som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog heftig, da hun bankede paa Døren.

De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.

«Hr. Godsejer Banner — Frøken Fürste!»

Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?

En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith havde glemt, at var han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand. Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig Don Juan.

Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private Vinbeholdning.

Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den «Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben Begravelse — efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have Interesser, Meninger og Planer.

I alt Fald opfattede Judith det saaledes.

Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen kedelig, triviel og aandløs, men hans Foragt for den irriterede hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af Ærgrelse, ja Harme mod ham.

Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?

Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte, ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar. Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl.

Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over Situationen.

Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det spottende Smil i hans Øjne blev stærkere — jo, han morede sig, morede sig!

Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.

«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.»

«Det var det vel.»

Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere — farvel Frue!»

«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»

«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.

Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk, og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.

«Jeg Nar — jeg barnagtige Tosse!»

Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde, men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader — hvor jeg hader!»

Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig ikke.