XXVIII.

Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed, hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille, men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag. Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen, Johan Banner havde opgivet alt.

Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder, Smaabegivenheder.

Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage. Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været elskede af ham, om end aldrig saa kort.

Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var han ikke?

«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i mit Værelse.»

«Hvorledes?»

«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»

«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.

«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»

Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at vinde Tid ved at spørge paa ny.

«Har Du før mistet noget?»

«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»

«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»

«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden af, de er ikke borte.»

Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af Pigerne —»

Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var hendes Pligt — men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.